COP 15 skal bane vejen for flere grønne møder til Danmark
Nyt konsortium vil dokumentere, at klimakonferencen COP15 i København til december bliver afholdt ansvarligt og bæredygtigt. En hvidbog skal efter konferencen både slå København fast som en globalt førende, bæredygtig mødedestination og hjælpe FN til fremover at afholde grønne og ansvarlige topmøder. Når toppolitikere fra hele verden til december samles i København for at drøfte globale tiltag mod klimaforandringerne, er alle kræfter sat ind på at gøre det danske værtskab for konferencen så klima-, energi- og miljøvenligt som muligt. Og det skal dokumenteres, at konferencen lever op til en ny, international standard for organisering af bæredygtige møder og konferencer. Det sker på foranledning af Udenrigsministeriet og VisitDenmark, der sammen med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og kongresarrangøren MCI Copenhagen har dannet et nyt konsortium. De fem parter har netop underskrevet en fælles kontrakt med konsulentfirmaet MCI Sustainability Services, der skal udarbejde en hvidbog om, hvordan klimakonferencen afholdes ansvarligt og bæredygtigt. Derefter skal en uvildig trediepart certificere, at det er sket i overensstemmelse med en ny international standard for "sustainable event management".
COP15 en enestående chance Ved at udarbejde dokumentationen håber mødebranchen og turismeorganisationerne, at Danmark og København vil blive en ny, international målestok for bæredygtige møder og konferencer. Dokumentationen af de mange forskellige tiltag, der er gjort op til COP 15, samles i en hvidbog under navnet "Copenhagen Sustainable Meetings Protocol". Den skal beskrive, hvordan et grønt og ansvarligt møde - med COP15 som eksempel - kan gennemføres og hermed bane vejen for flere grønne og bæredygtige internationale kongresser i Danmark. Samtidig vil Udenrigsministeriet overrække dokumentationen til FN og opfordre til, at kommende klimakonferencer - og andre internationale møder, for den sags skyld - afvikles efter de retningslinjer, som COP15 i København fulgte. For Københavns Kommune ses projektet som et vigtigt led i målsætningen om at gøre København til en miljømetropol, bl.a. ved at reducere byens CO2-udslip med 20% frem til 2015. Hvidbogen forventes færdig i februar 2010. Kriterierne, klimakonferencen vil blive søgt certificeret ud fra, er den ny standard BS8901, som Dansk Standard også bogstaveligt talt oversætter, og som forventes snarligt at blive indlemmet i det internationale standardiserings-register, ISO. Antallet af miljøvenlige hoteller især i københavnsområdet er op til klimakonferencen øget betydeligt. De er certificeret med enten "Den Grønne Nøgle", der alene har oplevet en stigning på 78 pct., "Svanemærket" eller "Blomsten". Hvor det tidligere var et ekstra plus for et hotel, at det var energi- og miljøvenligt, er det i dag en international trend, at det er et "must", hvis de ønsker at komme i betragtning som værtshotel for fx en konference, oplyser VisitDenmark.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
|